Hvis der fandtes en skønhedskonkurrence for rødder, så ville ingefæren sikkert ligge og kæmpe om sidstepladsen sammen med knoldsellerien og jordskokken. Jeg har altid syntes at ingefær smagte lidt af sæbe, og jeg har grumme, grumme barndomsminder, der inkluderer ingefær i tern forklædt som kartofler.
For nogle måneder siden introducerede Rikke mig til ingefær-te, og det ændrede i den grad mit syn på roden med det underlige look. Ingefær-te smager nemlig rigtig godt, og jeg går endda og bilder mig ind, at det i hvert fald dæmper en forkølelse under opsejling. Derudover føler man sig rigtig sund og overskudsagtig, når man sidder og sipper en kop hjemmebrygget ingefær-te i stedet for den sædvanlige dåsecola (guilty as charged).
Teen er rigtig hurtig at lave. Man tag et stykke ingefær af rimelig størrelse og skærer det i tynde skiver (jo flere skiver, desto mere overflade, som smagen kan trænge ud af). Læg skiverne i en gryde sammen med 1-1,5l vand og bring det i kog. Kogetiden afhænger af, hvor stærk man vil have sin te, samt hvor meget ingefær, man har puttet i, men 10 minutter plejer at være meget passende. Når teen er færdig, hælder man den gennem en si og over i en kande. Teen smager allerbedst med lidt friskpresset citronsaft og en skefuld honning, og hvis man ikke lige orker at drikke halvanden liter te på en gang, kan man sagtens gemme teen i køleskabet nogle dage, da den også smager rigtig godt kold.