Jeg er gået forbi The Laundromat Café på Gl. Kongevej flere gange uden dog at have vovet mig indenfor. Den primære årsag til dette, er caféens rygte som lidt af et mødregruppe-hangout. Ud over hår i min mad, er larmende børn ved nabobordene noget af det, jeg sagtens kan undvære, når jeg er på café, så jeg har vel følt, at jeg gjorde både børnene og mig selv en tjeneste, ved at undvige stedet.
Dog havde alle de lovprisende ord fra venner og bekendte om Laundromat efterhånden gjort mig mør, så i formiddags besluttede Trine og jeg os for at undertrykke alle børneaversioner og give Laundromat en chance.
Det var heldigt, for det viste sig nemlig, at Laundromat har nogle af Københavns bedste pandekager. Kaffen er også rigtig god, og efter Københavnerstandard ret billig (omkring 34kr. for en latte), og børnene i farvandet viste sig at være af den mindre larmende slags, så Trine og jeg kunne både snakke og nyde vores kaffe og pandekager relativt uforstyrret.
PS: Som navnet antyder, er The Laundromat også et vaskeri, så man kan få vasket sine sure sokker, mens man spiser pandekager (eller skifter sine børn).