Fredag har altid været min yndlingsdag. Da jeg var yngre, var det mest fordi det var den ugentlige slikdag, samt dagen, hvor Anna og Lotte tonede frem på skærmen, men i dag er det mere det faktum at man har to hele dage til rådighed, hvor man kan gøre alt det, man ikke har tid til i hverdagene. Det er således i weekenden, at jeg giver mig selv lov til at se alle afsnit af CSI, der passerer sendefladen (også genudsendelserne), trawle igennem masser af 80’er musik på Spotify og lade være med at vaske hår.
Engang imellem begår jeg også et eller andet ude i køkkenet, som fx scones med lemon curd.
Lemon curd er en af mine afternoon tea favoritter, og det er meget nemmere og hurtigere at lave end man skulle tro. Det smager fantastisk, og med mindre man kommer til at skrue for højt op for varmen (så der kommer æggetrevler) er det næsten umuligt at mislykkes med. Lemon curd gør sig bedst ovenpå nybagte scones eller klassiske danske brusebadsboller, men kan også sagtens smøres på ristet brød.
LEMON CURD
Saft fra 4 citroner (ca. 1 dl)
Skal fra 2 citroner (helst økologiske)
2 æg
2dl rørsukker
100g smør
- Pisk æggene sammen i en gryde og tilsæt derefter de andre ingredienser.
- Sæt gryden på en kogeplade og tænd for medium varme og fortsæt med at piske. Blandingen skal varmes op, men må ikke koge.
- Efter 5-10 minutter bliver konsistensen mere tyktflydende og overfladen mere blank, og der skrues derefter næsten helt ned for varmen, mens man fortsætter omrøringen i et par minutter.
- Så er lemon curden færdig og sættes til afkøling, før den hældes op i et syltetøjsglas eller et almindeligt glas.